Synd er det, hvem der os fortæller,
At Kjærligheden her kan døe —
Al anden Lidenskab det gjelder,
Som er Forkrænkeligheds Frø.
Ei Hovmod kan i Himlen trives,
Ei Karrighed i Helveds Hal,
Med Livet deres Rod oprives —
Hvor de blev født, de smuldre skal.
Men den skal leve her og hist,
Og aldrig slukkes vil dens Flammer;
Den vender did, hvorfra den stammer,
Der vil den finde Ro tilsidst.
Paa Jorden tidt en fredløs Gjæst,
Forfulgt, forraadt og traadt i Støvet,
I Trængsler luttret først og prøvet —
Vil Himlen byde den til Fest:
I Strid og Savn den saaede her —
Men Høstens Tid vil komme der!
O! naar en Moder møder hist
Det Barn, hun engang elsked mest,
Mon Himlen hende ei forjætter,
For hvad hun misted her og led,
For hendes Graad og vaagne Nætter,
Et Overmaal af Salighed?
Robert Southey.