Jeg stod hvor han var lagt i Mulde,
Hvis Hjerte kjærligt slog mod mit;
Fra Sorgens Hjem, saa veemodsfulde
Tilvifted Minderne mig blidt.
Det var i Høst, en Aften silde,
En Stjerne blinked hist og her,
Mens Dagen, som den tøve vilde,
Paa Himlen gød et Rosenskjær.
Fra Staden hørtes fjernt en Rumlen,
Tætved en Faarekylling sang,
Og gjennem Duggen, som en Mumlen,
Gik sagte Aftenklokkens Klang.
O, Død! var Du blot dengang kommen,
At bringe mig dit Afskedsbud —
Hvor havde glad jeg hilset Dommen,
Der strakte ved hans Støv mig ud!
Tusmørket veg for Nattens Taage,
Og Natten selv var sort som Muld;
Paa Himlen tunge Skyer joge,
Og Vinden sukked sorrigfuld.
Dog dvæled jeg i svundne Dage,
Skjøndt slukt var Stjernens sidste Skjær —
Det var saa tungt at gaae tilbage
Og lade ham alene der!
W. J. Pabodie.