Christian Preetzmann (1822–93)

Med en god gammel Ven og en qvik gammel Sang.

Ved en god gammel Xeres, blier Tiden ei lang:

Jeg leer, naar min Uven sig ærgrer, Fa’ermin,

At med Øl han maa nøies, mens jeg drikker Viin.

Ingen Sjæl jeg misunder, han høit kom paa Straa,

Ei den fattigste Djævel med Haan seer jeg paa:

Ikkun een Ting jeg hader — en hæslig Skavank —

Naar ei Pungen, men Hjernen er blottet og blank.

Vov at være elskværdig og munter — forsøg! —

Hvad der rester af Livet, udfyld det med Spøg!

Ved Venskabets Arm byder Avind jeg Trods —

Jomeer hun sig græmmer, desbedre for os!