79. Jens Bygkorn
(En Ballade.)
(En Ballade.)
Det var tre Konger i Østerland,
De stolteste under Ø,
De havde svoret høit og dyrt.
Jens Bygkorn skulde døe.
De tog en Plov og pløied ned
Ham dybt i Jordens Skjød,
Saa svore de da høit og dyrt.
Nu var Jens Bygkorn død.
Men milde Foraarsbyger faldt,
Og Himlen blev saa blaa:
Da kom Jens Bygkorn op igjen —
De undred stort derpaa.
Og Sommersolen skinned varm,
Og han blev tyk og svær;
Hans Hoved væbnet var med Spyd,
Kom Nogen ham for nær.
Sig Høsten nærmed alvorsfuld,
Da blev han tynd og bleg,
Han sank i Knæ, hans Hoved hang,
Og Ungdomskraften veg.
Og meer og meer han sygned nu,
Skjøndt i sin Manddom end: —
Da pønsed strax paa Hævn og Had
Hans fule Avindsmænd.
De tog et Vaaben, langt og skarpt,
Og vog ham i hans Knæ,
Og surred som en Erkeskjelm
Ham til en Kærres Træ.
Saa lagde de ham paa hans Bag
Og prygled ham ei blidt,
Og hang ham op i Vind og Veir
Og vendte ham saa tidt.
Og i en Grube dyb og mørk,
Til Randen fyldt med Vand,
De slyngede Jens Bygkorn ned,
At svømme om han kan.
Nu strakte de paa Tillie ham,
Til endnu større Spee,
Og kastede ham hid og did,
Naar Tegn til Liv de see.
En mægtig Ild fortære lod
De Marven i hans Been,
Men Mølleren var allerværst —
Han knuste ham paa Steen.
Tilsidst de drak hans Hjerteblod
Ved Lystighed og Leg,
Og see! jo meer de drak deraf,
Desmere Glæden steg.
Jens Bygkorn var en Helt saa bold,
Han randt af ædel Rod,
Og smager Du hans Blod engang,
Da voxer strax dit Mod.
Da glemmer Manden al sin Vee,
Hans Lyst blier dobbelt sød,
Da kommer Smiil paa Enkens Kind,
Hvor før kun Taarer flød.
Jens Bygkorn leve skal! — hans Skaal!
Tag Alle Glas i Haand! —
Gid altid trives i vort Land
Hans Afkom og hans Aand!
Robert Burns.