Tætved en Landsby, graat af Aar
Et prægtigt Herresæde staaer.
Langs Buegangens Søilerad
Sin Skygge kaster Poplens Blad,
Og indenfor den dunkle Muur
Det lyder fra det gamle Uhr:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Midtveis paa Trappen der det staaer,
Og Viserne som Arme gaaer
Bag Egehylstrets tætte Væg,
Som naar en Munk bag Kappens Læg
Sig korser med et ydmygt Buk,
Mens dybt det klinger som et Suk:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Om Dagen lyder Stemmen mat,
Men i den tause Midienat
Lig faste Fodtrins Tonefald
Gjenlyder i den tomme Hal,
Langs Væg og Loft, fra dunkle Vraa,
Som ved hver Dor det banked paa:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Og Liv og Død og Lyst og Sorg
Afvexled i den gamle Borg,
Og Tiden skifted om ihast,
Men Klokkeværket end staaer fast,
Og som det skued Alt paa Jord,
Gjentager det sit Alvorsord:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
I Huset altid var bered
Et Hjem for ædel Gjæstfribed,
Hvor Arnens Røg steg høit mod Sky,
Og fremmed Mand fandt venligt Ly;
Men som en Aand ved Festens Lyst
Man hørte Klokkens Varselsrøst:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Som glade Børn, ved muntert Lag
Man Glæden nød i fulde Drag —
Livsalig Tid, Du gyldne Vaar
Af Kjærlighed og Ungdomsaar!
Som Gnieren sin Pengetut,
Saa talte Uhret hvert Minut:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Over denne Tærskel treen
Bruden, smykt med Myrtegreen,
Der, i dette Kammer laae
Den Døde med sin Ligdragt paa.
Endt var Bønnen, Alt var tyst —
Da lød det gamle Uhrværks Røst:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Nu er Alle strøet som Lev,
En er Hustru, En er Støv;
Spørger saa med Suk jeg end:
„Skal vi aldrig sees igjen?” —
Som i længst forsvundne Stund
Svarer end mig Klokkens Mund:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
Aldrig her, for evig der,
Hvor ei Sorger og Besvær,
Tid og Død skal kjendes meer.
For evig der, men aldrig her,
Før vi høre faaer engang
Evighedens Klokkeklang:
„For evig — aldrig!”
„Aldrig — for evig!”
H. W. Longfellow.