Da Alt omkring mig blev saa mørkt,
Og Aandens Lys var slukt,
Da Haabet blev en Lygtemand
Paa Veiens vilde Bugt;
Da Natten ruged paa mit Sind
Og i mit Hjertes Vraa,
Saa det, for Had og Elskov lukt,
Var fast hørt op at slaae;
Da Kjærligheden søgte Skjul
For Avinds Pileregn: —
Da stod en eensom Stjerne Du
Bag Nattens dunkle Hegn.
Velsignet dette faure Lys,
Som vaaged over mig,
En Seraph lig i Mørkets Hær,
Og viste ømt mig Vei!
Og mens de sorte Skyers Tog
Drog tæt imod os frem,
Tog Stjernens Glands i Klarhed til
Og hastig splitted dem.
— O, Lysets Aand! bliv Du hos mig,
Øv mig i Taalmods Trøst!
Lær mig at trodse Verdens Spot
Alt med din milde Røst!
Ei knækket end, men bøiet kun,
Som Taarepilens Green,
Et Troskabens Symbol Du staaer
Ved Gravens Mindesteen.
Lad Skyerne kun bruse frem
I Stormens vilde Svøb,
Jeg veed, Du tro mig skjærme vil
Med dit grædende Løv.
— Dog, Du skal aldrig rammes af
Min vrede Skjæbnes Lyn —
Nei, for den Fromme staaer en Sol
Bag Himlens mørke Bryn.
Lad troløs Elskovs skjøre Baand
Kun briste som en Drøm,
Dit ædle Hjerte vakler ei,
Din Sjæl er stærk som øm.
Og misted jeg end ellers Alt,
Hvad der var kjærest mig,
I al min Armod er jeg rig,
Naar jeg beholder Dig.
Byron.