Skjøndt min Himmel forladt var af Solen,
Og min Lykke som Stjernen gik ned,
Ei dit Hjerte dog, ak, som saa Mange,
Havde Øie kun for mine Feil.
Skjøndt din Sjæl med min Sorg var fortrolig,
Ei Du gøs for at dele min Lod,
Og den Ømhed, min Aand sig udmaled,
Hos Ingen jeg fandt uden Dig.
Naar Naturen udfolder sin Ynde,
Da jeg føler, jeg end har en Ven,
Som jeg veed vil mig ikke forraade,
Thi dens Smil mig erindrer om dit.
Og naar Stormen med Bølgerne kæmper,
Som et Hjerte med Tvivl og med Frygt,
I mit Øie sig lister en Taare,
Ak! som dengang jeg skiltes fra Dig.
Skjøndt mit Haab — ak! det sidste — led Skibbrud
Og er sunket i Bølgernes Skjød,
Skjøndt min Sjæl sig bereder til Dommen,
Skal jeg møde den freidig og fri.
Lad og mangen en Qval end mig vente,
Lad dem martre, det kuer mig ei;
Lad dem knuse, kun ikke foragte —
Og med Dig i mit Bryst staaer jeg fast.
Skjøndt en Dødelig, ei Du bedrog mig,
Skjøndt en Qvinde, forsaged Du ei,
Endskjøndt elsket, Du aldrig mig saared,
Og skjøndt miskjendt, urokket Du stod.
Du har aldrig min Tillid jo svigtet,
I det Fjerne Du var mig dog nær,
Ak! og trofast og kjæk har Du vaaget,
Hvergang Verden den skiænded mit Navn.
Dog skal ikke jeg Verden foragte,
Endskjøndt Mange de var imod Een,
Nei, forstod ei dens Dom jeg at skatte,
Det var bedre at flye for dens Gift.
Og har jeg end haardt maattet bøde,
Fordi jeg foer vild paa min Vei,
Er min Trøst, at hvad end jeg forliste,
Blev dog Du til det Sidste mig huld.
Ja! fra Fortidens Vrag, som er sunket,
Har den Skibbrudne reddet dog Eet:
Jeg har lært, at hvad mest jeg har elsket,
Har min høieste Ømhed fortjent:
Paa min Vandring udsprang der en Kilde,
Ved min Hytte der grønnes et Træ,
I min Ørken en Fugl slaaer sin Trille —
I mit Øre den hvisker om Dig.
Byron.