Naar den lange Dag er omme,
Og naar Nattens dybe Røst
Vækker Sjælen, som har slumret,
Til en mild og salig Lyst;
Naar i Skumringen ved Arnen
Drømmesyner fange Liv
Og paa Væggens blege Skive
Vakle som et vissent Siv:
Da de Hedenfarnes Skygger
Træde over Tærsklens Trin;
Disse Elskede, Trofaste
Mig besøge engang end.
Han, som af en ædel Længsel,
Ung og kjæk i Striden sprang,
Snubled paa sin Vei og omkom,
Træt af Livets tunge Gang.
Disse fromme, svage Sjæle,
Som bar Smertens Kors saa tyst,
Foldede de blege Hænder —
Stum er deres milde Røst!
Og med dem det faure Væsen,
Der min Ungdom rakte Haand,
Hun, som høiest har mig elsket,
Og er nu en salig Aand.
Hun som Himlens Budskab kommer
Svævende med lydløst Trin,
Sætter tæt sig ved min Side,
Lægger ømt sin Haand i min.
Og hun seer paa mig med dette
Underlige dybe Blik,
Hvormed Stjernen i sin Høihed
Gjennem Himmelrummet gik.
Hendes tause Sprog forstaaer jeg
Gjennem Øiets Vemodsdug,
Denne Strenghed, qvalt i Taarer
Og forklaret i et Suk.
Er jeg tidt nedtrykt og ene,
Glemt er snart dog al min Nød,
Naar jeg mindes disse Kjære,
Deres Liv og deres Død.
H. W. Longfellow.