Seer Du Rosen, den sidste,
Saa ene forladt!
Alt dens yndige Søstre
Henvisnede brat;
Ei fagre Veninder,
Ei Knopper i Flok
Kan besvare dens Rødmen
Og alle dens Suk.
Ikke skal Du alene
Hensmægte i Savn,
Da de Yndige slumre,
Søg Du deres Favn!
Jeg strøer dine Blade,
Saa bløde som Duun,
Hvor de blegnende Skjønne
En Seng fandt saa luun.
Saadan gad jeg visne
Med Venskabets Glands,
Med de falmende Perler
Af Kjærligheds Krands.
Naar Troskaben svigted,
Og Ømheden veg,
Hvo vilde beboe meer
En Verden saa bleg?
Thomas Moore.