Den Sommerfugl var en stolt Kavaleer,
Men hans Rygte var ikke det bedste,
Han sværmed i Solskin den udslagne Dag
Fra den ene Blomst til den næste.
Sin Ægtehalvdeel han hjemme lod,
Forladt og i Kaar saa knappe,
Mens selv som en Ungkarl han vimsed omkring
I sin brogede Skarlagenskappe.
Hans Hustru en stakkels St. Hansorm var,
Fra sit Hjem hun sig sjælden tør vende,
Hun elsked ham meer end den hele Jord,
Skjøndt han brød sig ei stort om hende.
Hun skjøtted sig selv den ganske Dag.
Hun vidste, da sværmed Gemalen,
Men naar det blev mørkt, fik sin Lampe hun tændt,
For at lyse ham hjem gjennem Dalen.
Da hændtes, han savned St. Hansormens Skin,
Som en Nat han sig hjemad forføied:
En Vipstjert, der havde faaet Staklen at see,
Afsted med hende var fløiet. —
I Sommerfugle! tag Jer iagt!
O! lad hans Exempel Jer skræmme!
Naar i Mørke I staaer, vil I angre for seent,
At I Lampen forsømte derhjemme.
?