Jeg hørte Natten skride med sit Slæb
I Marmorhaller frem!
Om sorte Skrud som Fryndser Lyset hang
Fra hendes Himmelhjem!
En Tryllemagt sig sænked over mig —
Jeg følte, hun var nær
I al sin stille Majestæt, som den,
Mit Hjerte havde kjær.
Jeg hørte som et mangestemmigt Chor
Af Glæde og af Sorg,
Det lød for mig som gamle Barders Sang,
Fra Nattens Aandeborg.
Midnattens kølige Cisterner bød
Min Sjæl en Lædskedrik —
En evig Fred er Kilden, som fra dem
Sit dybe Udspring fik.
Du, hellige Nat! har lært mig bære det,
Som der er baaret for:
Din Finger har Du lagt paa Smertens Mund —
Ei meer den klage tør.
Fred! Fred! det er min Bøn, Orestes lig,
O! sænk din Vinge brat!
Hil! trefold hil Dig! mine Længslers Maal,
Du dyrebare Nat!
H. W. Longfellow.