Gaa kun, Glands at vinde,
Men paa Ærens Tinde,
Glem blot ikke mig!
Naar den Ros, Du hører,
Hjertet dybest rører,
O, da tænk paa mig!
Lad kun nye Venner
Bære Dig paa Hænder,
Bedre Glæder sender
Maaskee Skjæbnen Dig;
Men naar Du er nærest
Hvad der er Dig kjærest,
Glem da ikke mig!
Naar Du i det Fjerne
Seer din Yndlingsstjerne,
Tænk da og paa mig!
Tænk, hvor klart den brændte,
Naar vi hjemad vendte,
Tænk, o, tænk paa mig!
Men naar Somren svinder,
Naar med blege Kinder
Du dens Roser finder,
Før saa kjære Dig:
Tænk paa den, der bandt dem,
Naar Du smukkest fandt dem —
O, da tænk paa mig!
Seer Du allevegne
Høstens Blade blegne,
O, da tænk paa mig!
Naar ved Nat Du skuer
Arnens muntre Luer,
Glem da ikke mig!
Men hvis Toner ømme,
Fyldt med Sjælens Drømme,
Til dit Hjerte strømme,
Bringe Taarer Dig:
O, saa tag paa Tungen
Sange, jeg har sungen —
Tænk saa ømt paa mig!
Thomas Moore.