Af Maanestraaler Natten væver
Et Sølverflor om Dybets Bræm,
Og Havets Bryst sig sagte bæver,
Som Barnets i sin Vugges Gjem.
Det er som Oceanets Strømme
Sig lulled ind i dette Net,
Som smelted Bølgen hen i Drømme,
Og Vinden holdt sit Aandedræt.
Saa er den Glands, din Skjønhed dølger,
Mit Væsen synker hen deri,
Naar som Musik paa Havets Bølger
Mig naaer din Stemmes Melodi.
Og mens paa Dig jeg henrykt tænker,
Sig lægger Hjertets Storm og Flod
Tilbedende min Sjæl sig sænker
I taus Beskuen for din Fod.