Tilaars var Enken, eet Barn kun hun havde,
Og han endda var Sømand — langt, langt borte.
Hun boede i et snevert, simpelt Stræde,
Og Kammeret var lavt og lille, dog bar
Det Præg af Siirlighed. Langs hvide Vægge
Var hendes Søklenodier opstillet:
Konkylier, sneehvide nogle, andre
Med Rosenskjær, som Aftensol paa Bølgen,
Pragtfulde Vingefjer af Indiens Fugle,
Blodrøde Bær og Tanggræs der var samlet —
Alt hendes Hjertes dyrebare Skatte.
Dem havde hendes Sømand selv bragt med,
Da fra sin første Reise han kom hjem,
Saa stor og solbrændt, at hun knap vedkjendtes
Sin lange Dreng i denne smukke Knøs.
Paa Bordet laae den store, gamle Bibel
Med Spænderne af Sølv, en kjær Erindring
Om bedre Dage, og fra Vindvet kom
En liflig Duft — der stod et Rosentræ,
Alene, men saa frodigt, fuldt af Blomster
Og halvudsprungne Knopper, selv et Rodskud
Af det, der stod ved Husets Dør histude
Paa Landet, i den skyggefalde Gyde,
Og som Enhver, der gik forbi, beundred.
Det Huus var engang hendes, og endnu
Hun tænkte der at ende sine Dage
I Fred. Det var det Haab, som end gav Livet
Sit Værd for hende. Det var bleven styrket,
Da hendes Barn sig skikkede saa vel;
Han meente, Gud var med ham, naar han stræbte
Kun for sin gamle Moders Skyld. — Hver Søndag
Kom som en Fest: da vandrede hun trolig
Ud til sin egen Landsbyes hvide Kirke,
Vel fuldt en Miil, og Mange undred over
At hun endnu bestandig søgte derhen.
De aned ikke, hvor den friske Luft,
De grønne Blade, Markerne og Solen
Paa Egnen gjorde godt i disse Øine,
Som kun saa sjelden saae dem. Da hun pleied,
Naar Tjenesten var længst forbi, at sidde
Paa Kirkegaarden at see Qvæget græsse
Paa Marken blandt det gule Korn, og Gyden,
Hvor hun endnu kan komme til at boe.
Saa gik hun hjemad med et lettet Hjerte
Og glade Minder til sit skumle Stræde,
Og lagde Øret ængstelig til Snekken,
Hvori man siger jo at Havets Brusen
Kan høres grant; da bad hun for sin Søn,
Velsigned ham — og drømte siden om ham.
Ved Jubel vaktes Byen af sin Slummer,
Thi Flaaden var vendt hjem med Seier; Alle
I Nattens Skjød sprang op af Søvnens Arme,
At slutte sig til Stimlen, Lyset straalte
Fra alle Vindver, Kirkeklokken kimed,
Af Folk var Gaden fuld — selv Strædet, hvor
Den gamle Enke boede, blev vækket,
Og Ingen tænkte meer paa Søvnen den Nat.
Den næste Dag — en venlig Solskinsdag —
Der vaied stolte Flag fra alle Taarne;
Med Grønt var Torvet smykt, og hele Skarer
Drog i Triumph omkring; af stolte Skibe
Var Søen opfyldt, og en Mængde Baade
Gik hid og did imellem dem og Kysten.
Fra Dækket saae man tætte Klynger vinke
Med Hænderne til Stranden, hvor sin Husbond
Hustruen vented, og de unge Piger
Strøg Krøllerne fra Panden bort og brugte,
Saagodt de kunde, deres smukke Øine.
Og hver Gang, vaad af Dyndet, Aaren bragte
De Kjære ind til Land, hvor blev der da
En Jubel og en Lykke! — Blandt de Andre
Stod der den gamle Enke og gav Agt
Paa Skibet, hendes Søn var seilet med.
Nu kom en Baad derfra, saa tungt i Vandet
Arbeided den, og langsomt sænktes Aaren;
Og da den nærmede sig Bredden, hørtes
En Jamren trænge op derfra, og Angstskrig
Udstødtes af de ængstlig Ventende,
Der paa de blege Skikkelser fik Øie;
Thi Baaden opfyldt var af Saarede,
Der bragtes ind til Hospitalet. — Nu først
Den Gamle fik sin Søn at see! — Hun bad
Og fik Forlov, i Hjemmet ham at pleie;
Han leved mange Dage, det ham lindred
Sin Moders Røst at høre og indaande
Den milde Duft fra Roserne; dem samled
Hun til ham, een for een, den fromme Sjæl;
Den sidste just var lagt paa Hovedpuden,
Og samme Nat han døde. Han blev bragt
Til Kirkegaarden, hvor hans Fader hvilte,
Og hvor som Brud hans Moder havde vandret.
Tildækt var Graven, men den Gamle sad
Endnu ved Siden af, imens i Taushed
(For Sorg som hendes, Ord har ingen Trøst)
Ligtoget gik forbi, og hun blev ene
Tilbage mellem Gravene; kun eengang
Hun saae nedad den skyggefulde Gyde,
Men strax det syge Hjerte kom tilbage,
Hvor Støtte, Haab og Trøst med ham var jordet.
Saa vandred hjem hun til sit øde Kammer;
Den næste Dag gik man derind — der sad hun,
Det hvide Haar hang ned fra Panden over
De visne Hænder, hvorimod hun støtted
Det blege Ansigt. Biblen laae opslaaet
Ved Siden af, men Bladene bar Mærker,
Knap synligt meer, af et Par store Taarer.
Den Lykkelige! ei hun overleved
Sit Barn. Og der var Mange, som tog Deel
I hendes Skjæbne, thi hun havde givet
Sin Smule Sparepenge bort, og havde
Slet ingen Frænder meer; men Fremmede
Bar hende bort til samme Kirkegaard,
Og ved sin Sømand hviler nu hans Moder.
Letitia E. Landon.