Det suser over Mark og Eng,
Til Knæet har sig Sneen lagt:
Træd let, rør varsomt Klokkens Streng,
Tal sagte, paa sin Sotteseng
Det gamle Aar er strakt.
Du Gamle maa ei døe;
Du stod jo Last og Brast med os,
Du voxed alt saa fast med os,
Du Gamle skal ei døe.
Han ligger stille, rør sig ei;
Han aldrig meer vil Dagen see;
Et andet Liv ham venter ei,
En Hjertenskjær dog gav han mig,
Som Nytaar vil røve maaskee.
Du Gamle, gaa ei bort!
Du deelte Livets Lyst med os,
I Sorgens Stund Du trøsted os,
Du Gamle skal ei bort.
Til Bægrets Rand han skjenked i,
Sligt Aar vi aldrig faaer igjen,
Og skjøndt hans Kraft er nu forbi,
Og skjøndt han ei for Last gik fri,
Var han dog mig en Ven.
Du Gamle maa ei døe,
Jeg sørged og var glad med Dig,
Og halvveis døe jeg gad med Dig,
Du Gamle, skal Du døe.
Ved Skjemt han Grillerne forjog,
Nu har han glemt sit Lune reent;
Med Extrapost hans Arving tog
Afsted, at see ham døe, og dog
Han komme vil for seent.
Enhver vil værge Sit:
I Natten barsk og kold, min Ven,
Kom Nytaar kjæk og bold, min Ven,
Han vil nu tage Sit.
Han aander tungt — paa Sneen hvid
Natlampen kaster mat sit Skjær,
Og Skygger vakle hid og did,
Og Hanen galer — Midnatstid
Sig nærmer meer og meer.
Et Haandtryk, før Du døer!
Du Gamle, vi vil savne Dig,
Hvad er der, som kan gavne Dig?
Tal ud nu, for Du døer!
Hans Træk er skarpe, bleg hans Kind —
O vee! han er ei meer!
Luk til hans Oine, Hagen bind,
Gaa bort fra Liget og lad ind
Ham, som staaer ene der
Og venter ved din Dør —
En Fod, her ei var før, min Ven,
En Fremmed ved din Dør, min Ven,
En Fremmed ved din Dør.
Alfred Tennyson.