Christian Preetzmann (1822–93)

To Væsner, skjønnere end Alt omkring dem,

Med ædel Holdning og en opreist Gang,

I nogen Høihed iklædt medfødt Anstand,

Bar Præget af den hele Skabnings Herrer.

Og intet Under: deres Guddomsblikke

Afspeiled jo den store Skabers Billed,

Klogt, Retsind og en streng, uplettet Reenhed,

Hvis Alvor parred sig med barnligt Sind,

Som den, der giver Manden Myndighed.

Ei eens var Begge, som ei Kjønnet eens var,

Han skabt til Eftertanke og Bedrift,

Hun sødt tillokkende ved Mildheds Ynde,

Han kun for Gud, og hun for Gud i ham.

Hans høie Pande og hans stolte Blik

Forraadte Herskeren, og mandigt hang

De lyse Lokker, over Issen deelte,

I tætte Kruser om hans brede Skuldre;

Hun bar de gyldne Krøller uden Smykke,

Frit som et Slør; til hendes smekkre Liv

De bølged ned og snoede deres Ringe

Saa yppigt som en Viinstok sine Ranker,

Et Tegn paa Underkastelse; men mildt var

Det Herredømme, hun sig bøied under

Og hengav for med bly, undselig Modstand,

I sød og smægtende forelsket Attraa.

Saadan de vandred nøgne; ei de undgik

Guds eller Engles Blik, med Synd ukjendte;

Saa gik de Haand i Haand, og aldrig siden

Saa skjønt et Par i Elskovs Favntag mødtes —

Han stoltere end nogen Adams Søn,

Den fagreste blandt sine Døttre Eva.

Og under Skyggen af en Busk, der vifted

Paa friske Grønsvær, ved en liflig Kilde

De satte sig, og efter fuldendt Syssel

Med Havens Røgt, saameget, som var nok

For at forfriskes af en kølig Zephyr,

For at forhøie Hviletimens Sødme,

Og qvæge gavnlig Tørsts og Hungers Trang,

De nøde deres Aftensmaaltids Frugter,

Som Grenene dem rakte af sig selv,

Paa Sædet blødt som Duun og blomstervirket.