Eva til Adam
(Af Samme.)
(Af Samme.)
Jeg glemmer Tiden, naar med Dig jeg taler,
Og Aarets Tider er mig lige kjære.
Sød Dagens Frembrud er, og Morgnens Luftning,
Med aarle Fuglesang; mig glæder Solen,
Naar over dette skjønne Land den spreder
Fra Øst sin Glands paa Græs og Blomster, som
I Duggen glimre; frodig dufter Jorden,
Hvor milde Byger faldt, og sødt sig nærmer
Den stille Aften og den tause Nat
Med dens lydløse Fugl, den smukke Maane,
Og Himlens Blomster, hendes Stjernefølge.
Men hverken Morgnens Luftning, der sig reiser
Med Fuglesang, eiheller Solens Opgang
I dette skjønne Land, ei Blomster, som
I Duggen glimre, eller milde Byger,
Eiheller Aftnen og den tause Nat,
Og Maanskinsvandringer og Stjerneglimt
Er sødt foruden Dig!
Milton.