Jeg fra en Drøm om Dig staaer op
I Nattens første Blund,
Saa svagt gaaer Vindens Aandedræt,
Saa lys er Himlens Grund.
Jeg fra en Drøm om Dig staaer op,
Og alt som frem jeg naaer,
Du Søde! — veed jeg selv hvordan?
Jeg ved dit Vindve staaer.
Den matte Luftning daaner hen
Paa Mørkets tause Strøm,
Narcissens Farver blegne brat,
Som Tanker i en Drøm;
Og Nattergalens Klagesang
Døer i dens Hjerte hen,
Som jeg gad slumre ind ved dit,
Du min elskede Ven!
Løft mig fra Græsset op til Dig!
Jeg blegner, daaner, døer —
Bedæk med varme Kys min Mund
Og Kind, som med et Slør!
Ak, see! hvor bleg og kold jeg er,
Føl! hvor mit Hjerte slaaer —
Tryk det til dit, saa tæt, saa tæt,
Indtil det Hvile faaer!
P. B. Shelley.