76. Den skibbrudne Eneboers Sang
(Til Natten.)
(Til Natten.)
Du, Stjernenattens Kæmpeaand!
Mens fra dit Vagttaarns høie Spiir
Du styrer Skibets øde Vei,
Paakalder Dig min Røst.
Henover Sletten Stormen gaaer,
Det brummer fra det fjerne Dyb —
Kom! lad os spinde Tonens Traad
Til en tungsindig Sang.
Jeg elsker Morgnens friske Luft
Og Middagstimens Straaleglød,
Men mest den høitidsfulde Ro,
Dit dunkle Riges Vagt.
Her leved jeg mangt eensomt Aar,
Langt fra hver menneskelig Røst,
Her leved jeg mangt eensomt Aar,
En stakkels Eremit.
I Skyggen har jeg dvælet tidt
For Middagssolens stærke Brand,
Og, knælende ved Hyttens Dør,
Min Aftenandagt holdt.
Og hilset har jeg Morgengry
Paa Bjergets blaaligdunkle Tind,
Og glad min Fløites lette Rør
Til liflig Lovsang stemt.
Dog, aldrig toned sødt dens Klang,
Ved Morgen, Middag eller Qveld,
Som naar ved Oceanets Kyst
Jeg saae dit Stjerneblik.
Mig bringer Dagbrud ingen Fryd,
Ei Maanen mig tilhvisker Fred;
Naar Mørket hyller Himlen ind,
Opklares først min Nat.
Naar da jeg taler, tidt jeg troer
Af Luftens Aander at faae Svar.
Da er jeg ikke ene meer —
En stakkels Eremit.
Og naar den vilde Vinterblæst
Om Hulen tuder, hvor jeg boer,
Jeg paa min Maatte lægger mig,
Hvor blidt jeg slumrer ind.
Og Drømmens Engel bringer mig
Igjen min tabte Viv, mit Barn,
Den bringer mig mit stille Hjem
Og al dets milde Lyst,
Men den forhadte Morgenstund
Mig kalder fra min Lykkes Land
Jeg hører end den dumpe Lyd
Og finder kun mig selv.
H. K. White.