Man siger — om det holder Stik,
Hvem veed — det selsomt klinger —
At Tid og Elskov ikkun fik
Til Deling eet Par Vinger.
I Sværmeriets første Ruus
Ei Elskov Brug gjør af dem,
Han slentrer om i Suus og Duus,
La’er gamle Graaskjæg ha’e dem.
Tiden da la’er staae til,
Flyer afsted, hvorhen han vil.
Men, ak! den laante Herlighed
Saa saare snart er omme:
Idag fløi Tiden jo afsted,
Saa Elskovs Tour maa komme.
Ja! da det gjælder først en slem,
En fristende Forandring,
Naar hiin maa atter hinke frem,
Og denne gaaer paa Vandring.
Elskov da er paa Spil,
Flyer afsted, hvorhen han vil.
Men Hun, som seer mig for sin Fod
I Lænker silkebløde,
Iblandt de Tvende godt forstod
At skifte Ret, den Søde!
Hun vidste deres Flygtighed
At parre saa behændig,
At Elskov knap af Vinger veed,
Og Tiden bær dem stændig.
Nu har han vundet Spil,
Flyer afsted, hvorhen han vil.
Thomas Moore.