Dagen er endt, alt Mørket
Fra Nattens Vinger gled,
Som fra en Ørn i Flugten
En Fjer, der svæver ned.
Igjennem Regn og Taage
Landsbyens Lys finder Vei,
Men over min Sjæl sig sænker
Et Tungsind, jeg modstaaer ei.
Et Tungsind og en Længsel,
Ei fostret i Smertens Egn;
Den ligner alene Sorgen,
Som Taage ligner Regn.
Kom! læs mig et Digt, et simpelt,
Men sjælfuldt Sangerqvad,
Der kan bringe min Tanke Hvile
Og splitte Taagerne ad.
Ei et af de store Mestre,
Ei af nogen Oldtidsskjald,
Hvis Fodtrin fra det Fjerne
Gjenlyder i Tidens Hal;
Hvis mægtige Tanker trænge
Som Krigstrompetens Klang
Gjennem Livets rastløse Virken —
Nu har kun til Ro jeg Trang.
Læs et af en mindre Sanger,
Der strømmed dybt fra hans Sjæl,
Som Byger fra Sommerskyen,
Som Taarer fra Øiets Væld,
Imens han i travle Dage
Og mangen søvnløs Nat
Bar i sit Bryst af Toner
Saa underfuld en Skat.
Saadanne Sange dulme
Just Sindets Oprør bedst,
De komme som Velsignelsen,
Der følger Bønnen næst.
See her en broget Samling,
Vælg efter din egen Lyst,
Og laan saa til Digtets Rythmer
Skjønheden af din Røst,
Og Natten skal fyldes med Toner,
Og Dagens Qval og Fortræd
Indpakke sit Telt, som Nomaden,
Og stjæle sig taust afsted.
Henry W. Longfellow.