Jeg mindes Dig, naar Morgnen springer
Fra Søvnens Favn med Duggen paa,
Og, som en Fugl, slaaer sine Vinger
Af Glæde mod det hvalte Blaa.
Og drager Elskov dybt i Lunden
Sit Aandedræt og sænker sig
Paa Blomst og Blad i Middagsstunden,
Jeg mindes Dig — jeg mindes Dig!
Jeg mindes Dig, naar over Vange
Sin Kappe Aftnen breder varm,
Og sidder blussende og bange,
En deilig Brud i Nattens Arm.
Og naar paa Dybet uden Bølger
I Glands Halvmaanen hæver sig,
Mens Gravens Mulm hver Stjerne dølger,
Jeg mindes Dig — jeg mindes Dig!
Jeg mindes Dig — med Ild i Øiet,
Og Krøllerne, der boltre sig
Hvor Skjønhed selv sit Navn indføied —
Jeg mindes Dig — jeg mindes Dig!
G. D. Prentice.