Sig Sommernatten sænker over Jorden,
Som Kjærlighed i Menneskenes Hjerter,
Med Salighed, der tolkes kun i Taarer.
Den strømmer ned som Duft, og Mørket smiler,
Paa Livets Læber trykker den et Kys,
Den trætte Verden bringer den til Ro,
Og hyller til for vore skjulte Glæder.
Igjennem pragtfuldt Mørke Stjerner tindre,
Dugdraaber lig paa Himlens Sletter — Taarer,
Der smykke Nattens Kinder med Juveler.
Der gaaer en Høitidsstemning gjennem Luften:
Hvert Blomster lukker Bægeret, lig Hænder,
Der folde sig til Bøn, og alle vente
Med bøiet Hoved paa Velsignelsen,
Som Natten i sit tause Høisind skjænker.
For Verden er det Qveld, men i min Sjæl,
Hvor Kjærlighedens Morgenlysning dæmrer,
Oprandt en Verden med et evigt Dagsskjær.
Mit Hjerte jubler, Lærken lig, der hænger
I Morgnens Trylleslot og syngende
Omkredser Reden, som dens Mage gjemmer.
Saadan mit Hjerte flagrer om sin Mage
I Hjemmets Skjød, som der hun sidder taus,
Med Blikket indadvendt, og grubler over
Den gyldne Skrift paa hendes Hjertes Himmel,
Og ruger over dets forborgne Skatte,
Lig Natten selv, naar i sin tause Skjønhed
Den blotter Himmelrummets svimle Dybder
Og ruger over al sin Stjernerigdom.
Og see! med Haanden gjemt ved hendes Bryst,
Som i en blød og sneehvid Rede, ligger
En Glut saa yndig som en Morgendæmring.
Skabt af en Moders bedste Elskovsdrømme,
Hun ligner fast et Solsmiil mellem Lilier,
Som giver Glands og drikker Livets Duft.
Du fagre Rosenknop! vor Foraarsplantning,
Som blomstrer midt i denne kolde Verden!
Hvor sødt, i dine store, runde Øine
At spore det udødelige Liv,
Som dæmrer alt og dybes, see, hvordan
Livskraftens Morgenrose sætter Løv,
Og ane Duft fra Hjertets Blomstergjemme! —
Men tys! Elysium aabnes for min Sands!
O, elskte Viv! med sød og sagte Stemme
Hun nynner Toner, der var længe skrinlagt
I hendes Hjertes Bog — jeg overstrømmes
Af en melodisk Regn, som naar Naturen
Staaer kronet med en solbestraalet Byge!
Gerald Massey.