For ungt er, siger man, vort Blod,
For vildt til sig at mage,
Vor Elskov spotter man, vor Eed
Man giver os tilbage.
I Verden skal Du see Dig om,
Din Troskab vil man friste:
Men reis! jeg smiler mit Farvel —
Din Tro vil aldrig briste.
Jeg veed, at Glæden om Dig tæt
Sit Silkenet vil drage,
Jeg veed, hvordan jeg længes vil
De lange, lange Dage.
Men dine Breve — hvilken Lyst!
Den Skat jeg vil ei miste;
Jeg kysser hver Forsikkring om
At ei din Tro vil briste.
Naar Venner rose Dig, saa taus
Og henrykt til jeg lytter,
O! hun er min! jeg tænker stolt,
Med Kongen ei jeg bytter!
Men skulde til dit søde Navn
Bagvaskelsen sig liste:
Jeg elsker, priser, troer paa Dig,
Hvis Tro vil aldrig briste.
Selv de, som smile skadefroe,
Skal, naar vi mødes, sande,
At ingen Dæmning kan forslaae
Mod Elskovs dybe Vande.
Vor svundne Sorg vor Stolthed bli’er,
Naar, trofast til det Sidste,
Du troer paa ham, som veed forvist,
Din Tro vil aldrig briste.
Th. H. Bayley.