Sig Maanen hæver rund og fuld;
Som Barrer af det pure Guld,
Blandt Skygger lodret falde
Mod Jord dens Straaler alle.
Og sølvhvid glimter Flodens Strøm,
Som havde, fængslet af en Drøm,
Diana tabt paa Tue
Sin sølverhvide Bue.
Slig Nat udfolded al sin Pragt.
Dengang Endymion blev vakt
Ved Kysset, som i Lunden
Hun trykked ham paa Munden.
Saa Kjærlighed gier selv sig hen,
Ei søges eller kjøbes den,
Ei mindste Lyd forraader
Dens Hjertes dybe Gaader.
Den kommer fri og lys og skjøn,
Og taus opsøger den iløn,
Af stille Længsler baaret,
Ham, som den har udkaaret.
Den kommer i den stille Nat
Og løfter Drommesløret brat
Og kysser Øielaaget,
Som Glemsels Sky omtaaged.
I Hjerter, Ingen ret forstod,
Fortabte Sjæle, fatter Mod!
Thi selv om Haabet glipper,
Ei Kjærligheden slipper.
I Eensomhedens dybe Nat
Er Ingen dog saa heelt forladt,
At jo et Hjerte banker,
Der svarer til hans Tanker.
At jo en Englevinge tyst
Vil røre Harpen i hans Bryst
Og hviske til dens Strenge:
„Hvor tøved Du saalænge?”
H. W. Longfellow.