Der er en Høstmand, hans Navn er Død,
Med Leens skarpe Kant
Meier han Kornets stride Skjæg
Og Blomsterne deriblandt.
„Hvi skal” — han talte — „det stride Korn,
„Ei det Skjønne være min Part? —
„Skjøndt Blomsternes Aande blev mig saa kjær,
„Jeg skal dem dog miste snart.”
Med Taarer i Øiet kyssede saa
Han Blomsternes Kind saa bleg;
Det var for Vorherre i Paradis
Han bandt dem i sine Neg.
„Min Herre har Brug for de Blomster smaa”
— Saa Høstmandens Tale klang —
„Et dyrebart Minde for ham om den Jord,
„Hvor selv han var Barn engang.”
„De Alle skal blomstre i Lysets Land,
„Omplantede ved min Haand,
„Og fromme Helgene bære dem paa
„Deres skinnende Klædebon.”
Og Moderen gav med Taarer og Suk
De Blomster, hun elskede mest:
Hun vidste, bun kunde jo finde igjen
I Lysets Egne dem hist.
Det var uden Vrede den Høstmand kom,
Hans Hjerte var ikke haardt;
Som Engel han saae til den grønne Jord —
Og Blomsterne bar han bort.
H. W. Longfellow.