Med Havets brusende Vande
Forener sig Skovbækkens Kluk,
Og evig i Luften blande
Sig Vindenes omme Suk.
Det er ei Naturens Mening
At staae det Enkelte bi,
Alt stræber jo mod Forening —-
Ak! hvorfor ikke vi?
See! Bjergene kysse jo Himlen,
Og Bølge ta’er Bølgen i Favn,
Med et Kys hvert Blomster i Vrimlen
Betroer en Søster sit Savn.
Og Solen kjæler for Dyssen,
Til Krat stjæler Maanen sig —
Ak! hvortil dog al den Kyssen,
Kysser Du ikke mig?
P. B. Shelley