Ei Verden giver os igjen den Glæde, den har spildt,
Naar Sjælens Morgenrød gaaer ned i dunkle Drifters Nat;
Det er ei Kindens Rødme blot, der visner bort med den,
Men Hjertets fine Blomst gaaer ud, før Ungdom er forbi.
Thi, ak! de Faa, hvis Aand sig svang fra deres Lykkes Vrag,
De drives hastig mod et Skjær paa vilde Lysters Hav:
Forgjæves da Kompassets Naal henpeger mod den Kyst,
Hvortil med sønderrevne Seil de aldrig dog vil naae.
Da sænker Dødens Kulde sig paa den fortabte Sjæl,
Den føler ei for Andres Nød, den gyser for sig selv,
Da lægger dette Laag af Iis sig over Taarens Væld,
Og Blikket funkler kun, imens det speiler sig deri.
Gi’er Aanden nu og da et Lyn, og Læben slaaer et Smiil,
Dermed du kjøber ei et Blund fra Haabets glade Tid;
Det er kun som en Epheugreen omkring en gold Ruin,
Foruden Alt er frisk og grønt, forinden lurer Død.
O! havde jeg min Ungdom end, mit varme Hjerteslag,
O! kunde jeg blot græde nu, som jeg har grædt engang!
Som Kilder i det øde Sand, saa sød og liflig blev
Her, midt i Livets visne Ork, den Taareflod for mig.
Byron.