Da Amor var Barn og gik ørkesløs om
Blandt Blomster fra Morgen til Aften,
Engang til en Skovplet i Dalen han kom,
Og standsede strax, da han traf den.
En Krands han i Træerne hænge saae,
En Kilde der risled i Grunden —
Glad sprang han iveiret for Krandsen at naae,
Han veed, den af Glæden er hunden.
Men, ung som han var, ikke aned hans Bryst,
Da Blomsternes Ynde ham daarer,
At Kilden, der mumled i Dybet tyst,
Var rundet af Sorgens Taarer.
Han greb efter Krandsen med Ungdomsmod,
Alt med sine Hænder haade —
Da faldt den saa dybt i den salte Flod,
Og Blomsterne bleve saa vaade.
Nu bærer han Krandsen ved Nat og Dag,
Dens Farver i Sollyset spille;
Dog endnu hvert Blad har beholdt en Smag
Af Taarernes salte Kilde.
Thomas Moore.