Hvergang dit Blik jeg seer paany,
Saa fuldt af Haab og Liv og Lyst,
Som kunde aldrig nogen Sky
Formørke Himlen i dit Bryst: —
Da maa jeg tænke paa med Smerte,
At Rosen taber Blad for Blad,
Og dette, nu saa lette Hjerte
Kan glemme, det engang var glad.
Thi, ak! der komme kan den Stund,
Da Haabets Stjerne ned vil gaae,
Da Elskovs Sol maaskee ikkun
Et isnet Hjerte skinner paa.
Ak! Ungdom er som Sneekrystaller,
Før Regn og Slud slaaer ned fra Sky,
Men der, hvor Smertens Taare falder,
Blier Sneen aldrig hvid paany.
Thomas Moore.