Paa Høien end engang
Til Afsked han sig vendte,
Og Hytten hist i Dalens Skjød
Et ømt Farvel han sendte.
Saa stod et Øieblik
Han lænet til sin Kaarde
Og hørte Bækkens vante Lyd
Og visked bort en Taare.
Men tætved Hyttens Dør
Der knælede en Qvinde;
Et sneehvidt Slør hun løfted høit,
Det flød for alle Vinde.
Ei hørte han hun bad,
Hun had for ham saa saare,
Men Tanken var hos hende, mens
Han visked bort en Taare.
Han vendte sig og gik —
O! tro blot svag ham ikke:
Hans Hjerte banked uforsagt,
Skjøndt Graad stod i hans Blikke.
I forreste Geled,
Med Fod paa Dødens Baare —-
Pas paa! den Haand, som djærvest slaaer,
Har visket bort en Taare.
Th. H. Bayley.