Alt Natten dybe Skygger slog,
Da gjennem Alpeflækken drog
En Ungersvend; heel selsom var
Den Indskrift, som hans Banner bar:
Excelsior!
Hans Øine bag de mørke Bryn
Som dragne Sværd udsendte Lyn,
Hans Maal var fremmed, men det klang
Som Sølverklokker over Vang:
Excelsior!
Fra et lyksaligt Hjem han var,
Hvor Arnens Lue brændte klar,
Hist skinned Gletscheren saa smuk,
Og fra hans Bryst undslap et Suk:
Excelsior!
„Sky” — vared Gubben — „Passets Muur!
„Det sorte Uveir staaer paa Luur,
„Den dybe Strøm er vild og barsk” —
Men Klokkestemmen svared karsk:
Excelsior!
„O, stands!” bad Pigens milde Røst,
„Udhvil dit Hoved ved mit Bryst!” —
Af Taarer var hans Øie vaadt,
Men med et Suk han svared blot:
Excelsior!
„Vogt for hver splintret Gran din Fod,
„Trods ei Lavinens Rædselsflod!”
Det Bondens Afskedshilsen var,
Men fjernere lød alt hans Svar:
Excelsior!
Men da ved aarle Morgengry
St. Bernhard’s fromme Munk paany
Gjentog sin vante Bøn, da lød
Som dæmpet Skrig fra Dalens Skjød:
Excelsior!
Der, halv bedækt af Snee og Jord,
Den kloge Hund dog fandt hans Spor
End knuged han i Haanden stivt
Det Banner med den dunkle Skrift:
Excelsior!
I Dæmringstaagen, kold og graa,
Saa smuk, men uden Liv han laae;
Men fjernt fra Himlens Blaa en Røst
Faldt som et Stjerneskud i Høst:
Excelsior!
H. W. Longfellow.