Hun sang om Elskov, Aftenrøde
Som Roser faldt paa Harpens Snor,
Som vilde Flammen gjennemgløde
Den Sjæl, der dybt i Strengen boer.
Til hendes Læber, mens hun sang,
Jeg saae det rige Lys sig stjæle:
Saa sang en Blomst, ifald engang
Den Kjærlighedens Gud gav Mæle.
Men snart ei længer Vesten lued,
Hver Rose visned, Alt blev Nat,
Og da jeg ud i Rummet skued,
Min Sangmøes Billed blegned brat.
Som var med Himlens Lys hun Eet,
Hun stod berøvet Straaleringen,
Og Tonen foer fra Læben let,
Som fra en Aand, der løfted Vingen.
Mens Elskov Livets Drøm forgylder,
Hvo tænker da paa Død og Savn?
Jeg drog, mens Angst min Sjæl opfylder.
Det blege Billed til min Favn,
Og raabte: Er dit Liv saa kort,
O! Elskov, Ungdoms lyse Minde!
Skal som en Blomst Du visne bort,
Skal som et Solglimt Du forsvinde!
Thomas Moore.