Bryd! bryd! bryd!
Du Bølge, paa stenede Kyst!
O! kunde min Tunge blot tolke
Hvad der gjærer dybt i mit Bryst!
Lyksalig den Fiskerdreng,
Som leger med Søstren ved Strand,
Lyksalig den Sømandsgut,
Som skyder med Sang fra Land!
Og det stolte Skib lægger bi
I Havnen bag Høiens Vold,
O! men skaf mig et Ord af en Røst, som er taus,
Og et Tryk af en Haand, som er kold!
Bryd! bryd! bryd!
Du Bølge, paa Klipper og Skjær!
Men den milde Lyst fra en Tid, som forgik,
Faaer jeg aldrig tilbage meer.
Alfred Tennyson.