Søvnløses Sol, Du melankolske Stjerne!
Hvis taarefyldte Blikke fra det Fjerne
Med Skjælven over Nattens Bue gaae: —
Du viser Mørket, Du kan ei forjage,
Som naar et Minde fra de lyse Dage
En Straale sender ind til Kummers Vraa.
En Sorgens Lampe staaer Du, bleg og gold,
Skjøndt fjern, saa klar, skjøndt blank — dog, ak! saa kold.
Byron.