Tidt i den stille Nat,
Før Søvnens Arm mig lænker,
Erindrings Straale brat
Sig over mig nedsænker,
Med Graad og Skjemt,
Som halvt var glemt,
Og Lænker, som er rustne;
Med Hjerters Slag,
Som nu er Vrag,
Og Øine, som er brustne.
Saadan i stille Nat,
Før Søvnens Arm mig lænker,
Erindrings Straale mat
Sig over mig nedsænker.
Da mindes grant jeg Alt:
De Venner ved min Side —
Jeg saae, hvordan de faldt,
Som Løv ved Vintertide;
Ved Livets Fest
Den sidste Gjæst,
Jeg seer mig om med Klage,
Hvert Lys er slukt,
Hver Blomst er plukt,
Jeg ene staaer tilbage.
Saadan i stille Nat,
Før Søvnens Arm mig lænker,
Erindrings Straale mat
Sig over mig nedsænker.
Thomas Moore.