Hvi drog jeg over Dybet,
Fra Hjemmet langt afsted,
Hvor mine Fædre slumre
I Gravens dybe Fred?
Med Suk fra Kysten stirrer
Jeg over salten Vand,
Men aldrig faaer et Blink jeg
Af mit Fødeland.
Høit Palmetræet vifter,
I Knopper Myrten staaer,
Og for Indianerinden
En spraglet Sangfugl slaaer;
Men Busken ei jeg skuer
Hist paa den kjendte Strand,
Og hører aldrig Droslen
I mit Fødeland.
Ei Søndagsklokken ringer
Fra høie Kirketaarn,
Og ingen Hostfolk synge
Iblandt det gule Korn.
Med Suk maa Trællen lystre
Sin blodige Tyran —
Men Frihedssolen skinner
I mit Fødeland.
Der er Haab i hver en Smerte,
For hver en Sorg er Trøst,
Men aldrig meer vi finde
Vor Ungdoms tabte Lyst.
Der gaaer en Vei paa Dybet
Hist over salten Vand,
Men aldrig trætte Pilgrim
Vil naae sit Fødeland.
R. Gilfillan.