Stormvinden Havet reiser,
Skumhvide Bølger gaae —
Lænet imod en Klippe
En sorgfuld Qvinde laae.
Ud paa de vilde Vover
Hun Blikket glide lod,
Hvor Sølverpoplen skjælved
Over brusende Flod.
„Tolv Maaneder er rundne,
Ni Dage sneg sig mat —
Min Elskede! hvi har Du
Paa Voven Dig forladt?
Hold inde, grumme Bølger!
Bring mig mit Hjertes Lyst!
Saa stærk er ingen Brænding,
Som Stormen i mit Bryst.”
„Kjøbmandens lyse Drømme
Forvandle sig til Nat;
Dog, hvad er al hans Rigdom
Mod Tabet af min Skat?
O, Elskte! hvis Du havner
Hvor Guld og Perler groe,
Meer Rigdom vel Du finder,
Men ei en Sjæl saa tro!”
„Man siger, i Naturen
Omsonst blev Intet til —
Hvi skjule fæle Klipper
Sig da bag Bølgers Spil?
For dulgte for hvert Øie,
I Dybet lure de,
Den raske Svend til Helsot,
Hans Fæstemø til Vee.” —
Saa løde hendes Klager
I Nattens kolde Dug,
Hver Bølge drak en Taare,
Hvert Vindstød tog et Suk.
Og da hun saae paa Tillie
Det blege Lig, der flød,
Sit Hoved som en Lilie
Hun bøied — og var død.
John Gay.