Det dæmrer paa Havet — i Vandenes Skjød
Som en Purpurflod Dagslysets Straaler sig gød,
Glade og dandsende Bølgerne gaae,
Som et Solskinsbarn heniler Snekken derpaa.
Frit spiller en Brise i Seilenes Bugt,
Og som Haabet i Medbør faaer Vimpelen Flugt;
Og Vinden den favner med Larm og med Gny,
Og jublende Bølger den løfte mod Sky.
Opad den peger mod Guldhimlens Kant,
Mens Sømanden synger fra Ræer og Vant;
Fremad den glider i Skumbølgens Arm,
Baaret af Vandenes gyngende Karm.
Lifligt, som Ungdommens gjøglende Lyst,
Flygtigt, som Drømme i Menneskets Bryst,
Flyver i Solskin det prægtige Syn,
Ombruset af Toner, forbi som et Lyn —
Hvo standser og aner bag Glimmer og Glød
De bristende Hjerter, det bær i sit Skjød!
Det qvelder paa Dybet — men høit i det Blaa
Straaler Maanen som Perlen blandt Stjernerne smaae;
Lig en Dronning betræder den Afgrundens Sti,
Stænker Lys paa hver Sky, som den skrider forbi.
Kast et Blik over Havet! — en Drømmenes Ø
Vugges Skibet isøvn af den favnende Sø,
Lyst og eensomt, mens Bølgen sig ruller saa mørk,
Som et elskeligt Hjem i den vildsomme Ørk.
Hvo kunde see ligge saa smilende der,
Med udspændte Vinger i sølverne Skjær,
Alene paa Dybet en Maaneskinsnat,
Et Billed paa Skjønhed, den stolte Fregat,
Og rumme den Tanke, at Synd og at Sorg
I saa fager en Skikkelse bygged sin Borg,
Eller ane, mens Kjolen saa taust glider frem,
At hvert Bølgeslag adskiller mere kun dem,
Som i Brøde og Savn ved hinanden holdt fast,
Som i Smerten sig vaande, skjøndt Hjertet alt brast,
Eller troe, at han øined paa vildsomme Hav
Kun Begeistringens Dødsseng og Ungdommens Grav!
Ak! saadan er Jordlivets vexlende Gang,
Som et Fartøi paa Bølgen i Solskin og Sang:
Freidig vi glide paa Vandenes Speil
Med flyvende Vimpler og bugnende Seil;
For det flygtige Blik Alt er Glæde og Pragt,
Dog er Sorgen vor Ballast og Sukke vor Fragt.
Falsk er kun Skinnet, thi Grunden er huul,
Som naar Smilet er ikkun for Taarer et Skjul;
Lønligt og dybt ligger ulmende Glød,
Som de fredløse Stakler i Fartøiets Skjød,
Alt mens Snekken sig nærmer den eensomme Kyst,
Hvor tabt er med Barndommen Drømmenes Lyst.
Thomas K. Hervey.