O, lad os aldrig meer, min Skat,
Fordybe os i dette Krat,
Hvor sidst vi sværmed sammen!
Tro mig, slig Vandring er ei Skjemt
For os, som Himlen har bestemt
Ikkun for Venskabsflammen.
Til Bugtens trinde, bløde Arm
Sig Bølgen stjal fra Havets Larm,
Som til sin Glut en Beiler,
Og røved fra den stille Kyst
Saamange Kys, den havde Lyst,
Og — vips! paa Dybet seiler.
Husk blot, hvorlænge der vi stod
Og drømte ved den dybe Flod —
Det nær var blevet broget!
Foran — det store, tause Hav,
I Lunden mørkt, som i en Grav —
Kun Stjernens Øie vaaged.
En selsom Angst os gjennemfoer —
Dog, hvo kan male vel med Ord
Hvad dybt i Sjælen gjærer?
For Tungen falder ofte tungt,
Hvad Hjertet, mens det banker ungt,
Natur og Elskov lærer.
O, tro mig, Fristeren ikkun
Forlokkede hiin Midnatsstund
Til et saa farligt Sted os!
Thi, søde Nea! hvis en Nat
Os fandt igjen i dette Krat —
Saa var det ude med os!
Thomas Moore.