For den, som har Naturen kjær, og først
Er med dens ydre Former ret fortrolig,
Dens Sprog mangfoldigt er. Naar han er glad,
Har den en Røst, som aander lutter Glæde,
Et Smiil, en Skjønhedens Veltalenhed;
Og naar hans Sind i mørke Tanker hildes,
Den følger ham med Sympathiens Lindring,
Der tager Braaden bort, før han det mærker.
Slaaer ned som Lyn i Sjælen Afskedstanken.
Og mørke Billeder af rædsom Dødsangst,
Det kolde Liglagn og den snevre Bolig
Opfylde Dig med Gru og syge Drømme: —
Gaa ud da under aaben Himmel! — lyt
Til Alnaturens Lærdom, hør dens Røst, der
Fra Jord og Vande, som fra Luftens Dybder,
Sig stille hæver: End kun nogle Dage.
Og Solen, som seer Alt, ei meer Dig skuer
Sin Bane rundt. Paa Gravens kolde Bund,
Hvor ned Du sænktes under mange Taarer,
I Oceanets Favn ei længer findes
Dit Billede. Den Jord, som næred Dig,
Din Væxt vil kræve — den til Jord skal smuldre.
Og er hvert Spor af Mennesket forliist,
Og har Du Individets Stempel mistet,
Med Elementerne Du evig blandes,
En Broder til det følesløse Fjeld
Og til den dorske Jordklump, Bondeknøsen
Vil vende med sin Plov og træde paa.
Og Egen skal udsende sine Rødder,
At gjennembore dybt din skjøre Muld.
Dog, til det Hvilested, der evig venter,
Ei ene Du skal gaae — eiheller kunde
Et mere prægtigt Leie Du Dig ønske.
Thi Du skal slumre der blandt Jordens Konger,
Blandt Patriarkerne fra Verdens Barndom,
De Vise og de Gode, skjønne Former
Og graae Profeter fra de svundne Tider —
Alt i eet mægtigt Gravsted. Høiene
Med klippesnoede Sener, født med Solen,
Og Dalene, der tankefuldt sig sænke,
Og Skovene, ærværdige at see til,
Og Floderne med majestætisk Flugt,
Og Bækkene, der klynkende sig snoe
Og Engene gjør grønne — Alt tilsammen,
Med Oceanets skumle Ørken blandet.
Er ikkun stolte Prydelser paa Graven,
Den store Grav for Menneskenes Afkom.
Den gyldne Sol, Planeterne og alle
Talløse Himmellegemer kun skinne
Paa Dødens Boliger, mens Sekler rulle.
Alt, hvad paa Kloden vandrer, er en Haandfuld
Mod Slægterne, der slumre i dens Skjød. —
Tag Morgnens Vinger, drag til Bareas Ørken,
Fordyb Dig i de vidtudstrakte Skove,
Som Oregon beskyller — den kun hører
Sin egen Brusen — dog, de Døde er der;
Fra Tidens første Vingeslag Millioner
I disse Ørkner lagde sig til Hvile —
De Døde herske kun paa disse Steder.
Saa er din Lod — og hvad om Du gik bort
Ukjendt i Live, savnet ei i Døden?
Alt hvad der aander, dele skal din Skjæbne;
Den Lattermilde leer naar Du er borte,
Og Flidens brave Kuld vil Hovedet bryde,
Hver ride vil som før sin egen Kjephest;
Men Alle skal den travle Dont forlade
Og rede sig et Leie ved din Side.
Ja, hele Rækken af de lange Slægter,
Af Koner, Piger, Ynglinger og Mænd,
Graahærdet Olding og den spæde Glut,
Skal En for En sig flokke tæt omkring Dig.
Indtil den næste Slægt afløser den.
Lev saadan, at naar engang Du skal stævnes
At slutte Dig til Stimmelen, der bølger
Imod det dunkle Rige, hvor Enhver
I Dødens tause Haller faaer sin Celle,
Du ei skal gaae som Slaven, der med Svøben
Maa drives til sit skumle Nattefængsel;
Men med et Smiil og med en opreist Pande,
I fuld Fortrøstning nærme kan Dig Graven,
Som den, der svøber sig i Tæppets Folder
Og lægger sig til Ro, for sødt at drømme.
W. C. Bryant.