Naar, i Skjønhedens Dragt,
Ved din Yndigheds Magt
Du mig synes en Engel i straalende Glands,
Tør i Afstand jeg kun stirre taus og forsagt —
Forunderligt blendes min Sands.
Men er Trolddommen løst
Ved din smeltende Røst,
Og i Purpur din Kjærlighed hyller Dig ind,
Naar den gløder dit Blik og den slaaer i dit Bryst:
Da staaer Qvinden igjen for mit Sind.
„Ak!” — hun hviskede blidt —
„Husk, vort Kjøn maa saa tidt
Mellem Stolthed og Kjærlighed bane sig Vei:
Lad som Engel, hvo vil, kun tilbede mig frit —
Jeg en Qvinde vil være for Dig!”
Thomas Parnell.