Under et mægtigt Kastanietræ
Landsbysmedien man kjender;
Den Smed er en saare kraftig Mand,
Med senestærke Hænder,
Og Muskler, lagt som Baand af Jern
Om Arme og om Lænder.
Hans Haar er kruset, sort og langt,
Hans Kind som Bark saa broget;
Han hænger i, til den klare Sved
Triller ned over Øielaaget;
For Ingen slaaer han Blikket ned —
Han skylder jo Ingen Noget.
Aar ud, Aar ind, fra Dagen gryer,
Kan Blæsebælgen man høre,
Høre, hvordan han i sikker Takt
Den tunge Hammer kan føre;
Mens Degnen ringer Solen ned,
Naaer Lyden endnu dit Øre.
Gaae Byens Børn fra Skolen hjem,
De Smediens Dør omringe,
At fryde sig ved Essens Baal
Og høre Jernet klinge,
Imens, som Avner i en Lo,
De klare Funker springe.
Hver Søndag sidder i Kirken han
Blandt sine Drenges Klynge,
Der hører han Præstens Præken og Bøn,
Der hører sin Datter han synge
I Choret mellem de andre Børn —
Det kan hans Hjerte forynge!
Det er som han hørte Moderens Røst,
Hist fra Paradishaven,
Da trænger en Hær af Tanker sig frem
Nu hviler hun jo i Graven! —
Og i hans haarde, barkede Haand
En Taare bliver begraven.
Igiennem Livet kjækt han gaaer,
I hvad han og skal døie,
Hver Morgen tager rask han fat,
Hver Aftenstund hans Øie
Sig lukker, i det Blund, som han
Har kjøbt med Dagens Møie.
Tag for din Lære, ædle Ven!
Den Tak, hvortil jeg nødes:
Ja, saadan maa vor Skjæbnes Malm
I Livets Esse glødes,
Kun paa dets klingende Ambolt kan
En brændende Tanke fødes!
H. W. Longfellow.