Under de tætte Linde
Laae taust det gamle Huus,
Og Lys og Skygge leged
I Veiens dybe Gruus.
I Barnekammeret Vindvet
Stod aabent for Vind og Veir,
Men Børnenes røde Kinder
Jeg saae ikke mere der.
Og „Trofast” stod taus i Dören
Og saae sig saa langelig om.
Om ikke hans smaae Kammerater
Dog endelig engang kom.
— De gik ei under de Linde,
De leged i Huset ei,
Men Tungsind og Taushed og Skygge
Overalt udbredte sig.
Smaafuglene nynned paa Grene,
Den Lyd var saa hjemlig og øm,
Men Børnenes klare Stemmer
Høres nu kun i en Døom.
Og Drengen, som gik ved min Side,
Forundret op til mig saae:
Hvi jeg knuged hans Haand mellem mine —
Det kunde han ikke forstaae.
H. W. Longfellow.