Tusmørket er trist og skyfuldt,
Til Storm det blæser op;
Som en Flok af vilde Maager
Blinker Bølgernes Top.
Men hist i Fiskerhytten
Skinner et rødligt Skjær,
Ved Vindvet et lille Ansigt
Kiger i Vind og Veir.
Tæt klemmer det sig til Ruden
Og seer sig i Mørket om,
Som vented de to smaae Øine
Bestandig at Nogen kom.
Og en Qvindes vaklende Skygge
Bevæger sig hid og did,
Snart rager den op mod Loftet,
Snart bøier den sig en Tid.
Hvad er det, de fraadende Bølger
Og den fugtige Nattevind.
Der rusker i sprukne Ruder,
Fortæller til Barnets Sind?
Og hvi mon de fraadende Bølger
Og den fugtige Nattevind,
Der bryder paa Moderens Hjerte,
Jager Farven fra hendes Kind?
H. W. Longfellow.