Ak, nei! hun nævnes aldrig meer,
Glemt er selv Navnets Klang,
Bag mine Læber gjemt det Ord,
Som lød saa tidt engang.
Fra Fest til Fest man jager mig,
At faae med Smerten Bugt,
Og tvinger man saa frem et Smiil,
Man troer den alt paa Flugt.
Man mener, fjernt fra vante Hjem
Oplives vil mit Sind, —
Ak! hvad skal jeg i fremmed Land,
Bleg er og blier min Kind.
Vel sandt, jeg slap for Synet af
Den Bænk ved Skovens Bugt,
Vi mødtes ved, — men Sorgen, ak!
Den jages ei paa Flugt.
Man siger, hun er lykkelig,
At ei af Savn hun veed;
Man ymter om, hun har mig glemt,
Men veed kun slet Besked.
Som jeg hun sagtens kæmper, for
Med Smerten at faae Bugt,
Men elsker hun som jeg, da vil
Hun aldrig faae den slukt.
Th. H. Bayley.