Farvel! Farvel! af Hjemmets Kyst
Jeg seer kun end en Flig,
Til Natte vindens Klagerøst
Og vilde Maagers Skrig.
Vi følge Solens Flugt, der nu
Gaaer dybt mod salten Strand —
Farvel saalænge, den og Du!
Godnat, mit Fødeland!
Dog — Solen vil staae op paany,
Og Morgnen i dens Spor,
Da hilser glad jeg Hav og Sky,
Men ei min Mødrejord.
Ukrud groer paa min øde Borg,
Og Arnens Ild er slukt,
Min Hund kun tuder der af Sorg,
Ved Porten, som er lukt.
Kom hid, kom hid, min lille Dreng!
Hvi har Du Graad paa Kind?
O! frygter du den Bølge streng
Og barske Nordenvind?
Visk Taaren af dit Øie bort,
Stærk Skuden er og snar,
Mod den kom, troer jeg fast, tilkort
Den bedste Falk, vi har.
„Lad Vinden tude, Søer gaae!
„Hvo frygter Vand og Vind?
„Dog, Herre! ei I undres maa,
„Jeg sorgfuld er i Sind.
„Forladt jeg har en Fader brav,
„En Moder, jeg har kjær,
„Og Venner har jeg ingen af,
„Kun Jer — og saa Ham der.”
„Min Fader ømt omfavned mig,
„Men taus og mørk han var,
„Min Moder sørger bitterlig,
„Til hun igjen mig har.” —
Alt nok, alt nok af Graad, Du Smaa!
Hvi blev den ei min Trøst?
Den klæder dine Øine blaae
Og et uskyldigt Bryst. —
Kom hid, kom hid, min Svend saa bold!
Hvi er saa bleg din Kind?
O! gyser Du for Fjendens Vold
Og for den barske Vind? —
„Tro ei, jeg ængstes for mit Liv,
„Nu eller nogentid,
„Men Tanken om den fjerne Viv
„En trofast Kind gjør hvid.”
„To Drenge og en Hustru from
„Jeg har ved Søens Bræm —
„Naar Faderen de spørge om,
„Hvad skal hun svare dem?” —
Alt nok, alt nok, min Svend saa god!
Din Sorg jeg spotter ei,
Men rulled let, som mit, dit Blod,
Med Smiil Du fløi din Vei.
Thi hvo vil troe paa Qvindesuk,
De veires hastig hen,
De lysblaae Øines Taaredug
Vil tørres snart igjen.
Ei svunden Lyst min Smerte gjaldt,
Ei Farer her og der,
Min Sorg er at jeg savner Alt,
Hvad der er Taarer værd.
I Verden ene nu jeg staaer
Paa Havets vide Vei,
Men hvi for Andre sørge, naar
De har ei Suk for mig?
Vel hyle vil maaskee min Hund,
Til man en Bid ham gi’er,
Men kom jeg om en stakket Stund,
Han kjendte knap mig meer.
Mit raske Skib! Du fører snart
Mig gjennem Brændingen,
Lad gaae hvorhen den vil din Fart,
Kun ikke hjem igjen.
Velkommen, Sø, som ruller mørk,
Og har jeg Dig forladt,
Velkommen da, du vilde Ork! —
Mit Fødeland — Godnat!
Byron.