Da Krigens Storm sig havde lagt,
Og Fred var vendt tilbage
Med mange faderløse Smaae
Og mangen Enkes Klage:
Jeg mit Geled ihast forlod,
Tog Afsked med Barakken,
Og som en ærlig Landsoldat
Min Rigdom tog paa Nakken.
Saa let var Hjertet i mit Bryst,
Min Haand ei Rov belasted,
Og til mit skjønne Fædrehjem
Jeg freidig fremad hasted.
Jeg tænkte paa den friske Strand,
Hver Plet saa godt jeg kjendte,
Jeg tænkte paa den Mø, for hvem
Mit unge Hjerte brændte.
Tilsidst jeg skimted Dalen, hvor
Min Barndom glad mon rinde,
Jeg naaede Møllen og den Tjørn,
Hvor tidt jeg sad med hende: —
Hvem saae jeg der? — Det søde Barn
Sad under Busken bøiet —
Jeg vendte mig, saa hun ei saae,
Mig Taarer kom i Øiet.
Med fremmed Røst jeg sagde: Ak!
Hvor lykkelig maa være,
Du søde Tjørneblomst! den Knøs,
Som er din Hjertenskjære!
Min Pung er tom, og lang min Vei,
Jeg gjerne blev til Natten,
Lang Tid jeg tjente Land og Drot —
Tag vel imod Soldaten!
Hun stirrede paa mig saa vist,
Meer sød end nogensinde:
„En Landsoldat jeg har havt kjær,
Han aldrig gaaer af Minde.
Vort simple Hjem og Huusmandskost
Du dele maa med Glæde,
Kokarden og det Tegn, Du bær,
Dig Gjestfrihed berede.”
Hun saae og saae — og rødmed først,
Men strax som Lilien blegned —
„Min egen Vilhelm!” raabte hun,
Mens i min Favn hun segned.
— Ved Ham, som skabte Sol og Sky,
Og Troskab vil paaskjønne,
Ja! det er mig — gid Trofasthed
Sig altid saadan lønne!
Forbi er Krigen, hjem jeg kom,
Jeg fandt Dig tro, Veninde!
Vor Kjærlighed vor Rigdom er,
Vi skilles ingensinde. —
„Og jeg fik Bedstefaders Gaard,
„Mens Du var i det Fjerne;
„Kom nu til mig, min tro Soldat,
„Jeg deler meer end gjerne!”
En pløier Guld af Furen op,
Og En af Havets Leie,
Men Hæder er Soldatens Løn,
Og Æren al hans Eie.
For Fremmed ei Du regne ham,
Ei agte Du ham ringe:
Husk paa, i Farens Stund sit Land
Han laaner Arm og Klinge.
Robert Burns.