Dag, som Dig i Purpur dukker,
Blomsterflok, der om mig sukker,
Duftning omkring Liliens Klokker,
Vestenvind i mine Lokker:
I forstyrre kun min Fred —
Jeg er syg af Eensomhed.
Du, til hvem jeg lytter gjerne,
Kom, før tændes Nattens Stjerne!
Skuffer end de fagre Ord mig,
Tal, o tal blot, og jeg troer Dig!
Skjul din Id, hvis den er slet —
Lad mig aldrig ane det!
Spar din Flid — ei gyldne Spanger,
Venskabs Lyst jeg kun forlanger;
Lad Metallet i sin Skygge,
Bring ei Perlers Straalesmykke:
Guld og Glands ei blender mig —
Jeg vil ikkun see paa Dig!
Tolke Dig hvad Barmen hæver,
Naar paa Læben Sjælen svæver,
Følelser, som aldrig ældes —
Salighed, naar de gjengjeldes,
Ak! men kun en Smertens Glød
I et eensomt Hjertes Skjød.
Kom! min Lykkes Sol først smiler,
Naar mit Øie paa Dig hviler:
Før jeg flyed, naar jeg saae Dig,
Nu jeg Intet kan afslaae Dig:
Sad end Døden i dit Blik —
Kom! jeg tømme maa dens Drik!
Maria Brooks.