Her Stedet er. Min Ganger, stands!
Lad Mindet mig fornye,
Og mane blege Syner frem
Af Fortids dunkle Sky!
Her blier til Eet hvad er og var,
Mens Tidens Bolger gaae,
Som Trin, der skjules af en Bæk,
Men til dens Bredder naae.
Hist løber Landeveien, her
Sig snoer den grønne Sti —
Der, elskede Veninde! gik
Til Kirken sammen vi.
I Græsset leged Skyggerne
Fra Linden, op og ned,
Mens under Løvets Vifte selv
Du som en Skygge gled.
Saa hvid som Lilier var din Dragt,
Saa reent dit Hjertes Slag —
En af Guds hellige Engle
Ledsaged mig den Dag.
Jeg Grenene saae bøie dybt
Sig mod din Kjortels Flod,
Og Kløverblomsten reiste sig
Og kyssede din Fod.
„Sov for idag, min Trængsel, skabt
Af Daarskab og af Jord” —
Saa sang hiin Høitidsmorgenstund
Det fromme Landsbychor.
Igjennem lukte Skodder faldt
Solstraalen ind paaskraa,
Lig Himmelstigen, som engang
I Drømme Jacob saae.
I Vindvet laae en Psalmebog,
Og nu og da der kom
Et Vindpust, med en Duft af Hø,
Og vendte Bladet om.
Han talte længe, den Guds Mand,
Dog jeg fornam det ei:
Han talte om den fromme Ruth —
Jeg tænkte kun paa Dig.
Og lang var Bønnen, som han holdt,
Dog jeg fornam det ei:
Jeg i mit Hjerte bad med ham —
Men tænkte kun paa Dig.
Men nu — ak, hvor forandret Alt!
Du er her ikke meer,
Med Dig forsvandt den bedste Deel
Af Billedets lyse Skjær.
Dog, slog end mørke Tanker Rod,
Som Graner, i mit Bryst,
Der qvæle Lyset, og hvorfra
Et dæmpet Suk faaer Røst:
Det Minde lyser Fortid op,
Som naar en Sky, saa nær,
Os skjuler Solen, mens vi see
Paa fjerne Egn dens Skjær.
H. W. Longfellow.